Wednesday 30 June 2010

De hjemlige fremmede og deres karakterer

.



"På trods af de store pengesummer man har afsat til forbedring af undervisningen af tosprogede børn i Danmark, rutsjer deres karakterer ned ad skalaen"

Link til Poitiken: http://politiken.dk/indland/article999179.ece


For omkring 40 år siden undersøgte det amerikanske forskerægtepar Rose, de mulige baggrunde for at farvede elever, uanset skoleforhold, undervisningskvalitet med mere, altid klarede sig dårligere end de hvide elever.

Dengang var det ikke ualmindeligt, at man uden videre forklarede forskellene med, at de farvede var født mindre begavede end de hvide, og det, som især belastede forsøgene på at ligestille racerne i skolesystemet, var, at selv om man gav de blandede klasser farvede lærere, klarede de hvide elever sig fortsat bedre.

Det viste sig, at årsagerne lå helt andre steder, end der hvor man ventede at finde dem.

De lå alle andre steder end i selve uddannelsessystemet.

De farvede børn var, på baggrund af oplevelserne fra deres øvrige liv, bange for at blive sablet ned af de hvide lærere, og bange for ikke at klare sig godt nok overfor de farvede lærere, som nu langt om længe, med store personlige ofre, havde skaffet dem en enestående chance for at lære noget og blive til noget.

Begge dele er dårlige udgangspunkter for et godt og givende skoleliv.

For selvfølgelig tager børnene også resten af deres livssituation med, når de går i skole, og netop i den tid, hvor man for alvor havde diskuteret de farvede børns ringere skoleresultater, var den udtalte, samfundsmæssige modvilje imod dem (og deres forældre) blevet meget, meget tydeligere.

Jeg går ud fra, at alle vi, der er gamle nok, husker de voldsomme udbrud af såvel fysiske overgreb som pressehetz, da man i USA gennemtvang blandingsskolerne ved at transportere såvel farvede som hvide børn over lange afstande med store busser.

Husker de massive demonstrationer, når de første farvede havde deres første skoledag på en traditionelt hvid skole, et gymnasium eller et universitet.

Så når de tosprogede børn i Danmark nu "rasler ned af karakterskalaen", burde man sikkert også, i stedet for kun at se på rene uddannelsesinvesteringer, rette blikket mod alle de udenomsforhold, som indvirker på børnenes (og deres forældres) liv.

Og når man kigger der, kan man jo ikke undgå at opdage, at indvandrer/asylant/fremmeddebatten er blevet støt mere højrøstet, voldsom og hadefuld - vistnok egentlig fra begge sider, men eftersom europæerne fortsat er det altdominerende flertal i EU, har vi trods alt overtaget.

Hvor grove tingene kan blive, uden at man for alvor lægger mærke til det, fremgik for år tilbage af en undersøgelse her fra Wien, som chokerede os alle.

Man havde i en helt anden sammenhæng spurgt børnene, såvel nationale som fremmede, om de oplevede sammenstød mellem deres skolekammerater "gruppevis".

Til alles skræk og rædsel fortalte flere børn frit og frejdigt, at de da så tit havde oplevet grupper af østrigske børn, som ventede på indvandrerbørnene rundt omkring i byen, bare for at genere dem så meget som muligt.

Omvendt fortalte mange indvandrerbørn også om disse grupper, men syntes ikke, det var så alvorligt, fordi de jo bare "råbte og spyttede" efter dem, men næsten aldrig hverken bankede dem eller stjal deres ting.

Den sad - dybt.


PS

Ovenstående er tildels citeret efter hukommelsen. Desværre destruerede Glostrup Politi i sin tid alle vores ejendele, derunder mit meget store håndbibliotek, under henvisning til, at man først havde fået en brugbar adresse på os, da jeg i efteråret 2003, alt for sent, selv havde taget kontakt til dem.

...

En kort repetition vedr. fordomme: http://quousque-tandem.blogspot.com/2008/07/hvordan-kan-dansk-socialrdgiverforening.html

...