.
Jeg kan selvfølgelig godt forstå de læsere, der, når jeg offentliggør antallet af besøg på min weblog, bare ryster på hovedet og undrer sig over, hvad pokker det skal gøre godt for?
Sandheden og betydningen af en sag har jo næsten aldrig noget at gøre med antallet af interesserede tilhængere.
Det har man nærmest gjort en dyd ud af at mene i de skandinaviske demokratier, og det har reddet os fra ganske mange sære fejl.
Jeg har løbende gjort opmærksom på interessen for webloggen, fordi jeg gik ud fra, at når nu de embedsmænd, der var involveret i det hele, kunne se, at så mange andre danskere læste den sagsdokumentation, jeg løbende har fremlagt, ville de selv kunne læse med uden at få dårlig samvittighed.
Det har tydeligvis virket.
Og jeg har hele tiden understreget det forkerte i, at man griber ind med "sociale foranstaltninger", på et bevidst forfalsket grundlag, bare for at beskytte sin kommunekasse.
Jeg vil gerne ved denne lejlighed opfordre alle læsere til at overveje med sig selv, om en lovgivning, som kan medføre, at man ødelægger alt for et par børn, bare fordi man ikke har råd til at hænge på en eventuel senere regning, om man virkelig synes, at en sådan lovgivning er en god ide?
Når nu alle vidste det...
Det har de tilsyneladende gjort, for det er tydeligt, at en del af de værste forvaltningstricks, man har forsøgt sig med, er blevet uskadeliggjort igen - under forsøgt diskretion og ikke uden komiske træk, må jeg sige.
Det første, der forsvandt fra kommunens anklagearsenal, var påstanden om vores udrejse efter 19. november 1998.
Men desværre havde Socialministeriets Psykolognævn allerede, da kommunen indrømmede "fejlen", misbrugt den falske oplysning som begrundelse for ikke at forelægge min dokumenterede klage mod psykolog Birgit Cederholm for Nævnets medlemmer.
På grund af "fejlen" så det ud, som om vi var stukket af fra sandheden, i form af den færdigbehandlede sag nummer 2 pr. samme dato., og så kunne man ikke begynde at kritisere psykologernes arbejde, for så ville vores børn jo aldrig få den tiltrængte hjælp...
Den sag mejede en fuldmægtig og sekretariatschefen ned på egen hånd.
Datatilsynet havde tidligt erklæret, at der "ikke, på det foreliggende, var grund til at antage, at Sags- og advisregisteret indeholdt forkerte oplysninger".
Dette skete næsten samtidig med, at kommunen indrømmede, at vores udrejse pr. 19. november 1998, beroede på en "fejl" fra sagsbehandlerens side.
Datatilsynet blev ved sit, så den klage kom der heller ikke noget ud af.
Af større betydning var dog, at samme Datatilsyn opretholdt påstanden om, at vi først "reelt" var flyttet til kommunen den 13. maj 1998, og ikke, som korrekt oplyst til Folkeregisteret, pr. 20. februar 1998.
Datatilsynet lovede mig dengang "en ganske normal sagsbehandling", såfremt jeg igen måtte klage over de falske tilflytningsdata i kommunen Sags- og advisregister.
Og senere, da jeg gjorde opmærksom på, at jeg ville forsøge at gøre personlige erstatningskrav mod de enkelte sagsbehandlere i Datatilsynet gældende, modtog jeg en lang klamamse om, at det var Datatilsynet som sådan, der måtte bære et eventuelt erstatningskrav, fordi alle medarbejdere handlede på "Tilsynets vegne".
Så efterkom kommunen, lige pludseligt og uformidlet, mit ønske om destruktion, godt nok "ved en fejltagelse", af alle de ulovlige sagssakter, som var kommet til efter den 4. november 1998.
Man havde jo hele tiden hævdet over for blandt andet Den sociale Ankestyrelse, at de ikke eksisterede, og tog nu efter ti år konsekvensen.
Det har også trukket en del groteske konsekvenser med sig.
Blandt andet, at man afviser, at der nogensinde er blevet udsendt en efterlysning af hele familien pr. 23. december 1998.
Jeg har så fået besked på, hvis jeg ønskede større sikkerhed, at rette henvendelse til Politiet, men jeg tror ikke, det vil bringe noget, for de har hele vejen igennem i korrespondancen med os fortiet, at efterlysningen eksisterede - hvilket er en krænkelse af selve Menneskerettighederne.
Så er der selvfølgelig Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, der har afvist alle klager mod den læge, der, dels ikke ville sikre, at den erklæring, Socialforvaltningen havde bestilt hos ham, rent faktisk var kommet Børn- og ungeudvalget (Det særlige) i hænde, dels, for at sikre lægen frikendelse for at have smidt det samlede journalmateriale vedrørende mine døtre ud et eller andet sted, hurtigt ændrede sagsnummeret og derfor kunne sikre en afslutning af klageforløbet ved endnu en "formandsafgørelse", fordi der ikke kunne fremlægges en stump dokumentation for mine påstande - al den stund, at dokumentationen var indgivet under et andet sagsnummer, end det der aktuelt blev behandlet.
Børn- og ungeudvalget (det særlige) har således kun haft adgang til en eller anden "skrivelse fra læge Steen Petersen", som udvalgsmedlemmerne tydeligvis heller ikke har læst.
(sandsynligvis er der tale om den "kladde", jeg personligt hentede hos lægen og gav til chefsocialrådgiver Margit Næsby i forbindelse med vores møde på rådhuset den 26. august 1998. Teksten var identisk med ordlyden i den endelige erklæring fra lægen, som angiveligt ikke var modtaget i forvaltningen den 27. august 1998, selv om den var afsendt af lægen den 23. august 1998).
For af såvel "erklæringen" som "skrivelsen" fremgår blandt andet, at de værste anklager imod mig, misbrug og alvorlig sindssygdom, var frit opfundet af socialrådgiver Aase Metzsch på baggrund af "misforståede", kommunale sagsbehandleroplysninger fra 1985.
Og så har man, sidst men ikke mindst, "desværre bortkommet" alle oplysninger om, at Udvalgbeslutningen pr. 27. august 1998 om tvangsobservation af mine døtre blev ophævet af Det sociale Nævn ved klagesag af 29. september 1998 på grund af kommunens utilstrækkelig sagsbehandling - indbefattende alt ialt ca. halvanden times direkte forældrekontakt.
Tænk engang, hvis jeg havde været, som den bestilte anmelder i sagen havde skildret mig: seksuelt overgearet, fordrukken, voldelig og skizofren?
Så havde Høje Tåstrup Kommune stået med en kæmpetragedie, som følge af de to oversmarte socialrådgiveres "efterlysning" af os.
Men de vidste jo godt fra vores få samtaler (der foreligger dokumentation for blandt andet mit møde med Margit Næsby den 26. august 1998 på Høje Tåstrup Rådhus), at jeg var helt igennem normal og fredsommelig.
Jeg spørger endnu engang: er en lovgivning, der er så dyr, at en stor kommune som Høje Tåstrup - med samt kun Gud ved hvor mange statslige klageinstanser - er parat til at omgå den ved at lave så mange ulykker for de to børn, det tilfældigvis ved denne lejlighed skulle gå ud over, er sådan en lovgivning brugbar til noget som helst fornuftigt?
Hvad kan det nytte (som man tidligere har spurgt i dansk politik), når hjælpen til børnene hele tiden skal foretages under hensyn til alle mulige, irrelevante interesser?
Og, hvorfor pokker må en socialforvaltning angiveligt ikke "tabe ansigt", når prisen er, at en hel familie, som vi, taber alt?
Og så vil jeg da iøvrigt helt og fuldt tilslutte mig kommunens nuværende borgmesters holdning, at dialog mellem borgerne og forvaltningsmyndighederne er det bedste grundlag for et velfungerende samfund.
Og til dette synspunkt føje: men kun hvis begge parter nogenlunde holder sig til sandheden, og kun såfremt de lokale embedsmænd ikke misbruger de beføjelser, lovgivingen har sikret dem, til at tvære borgeren ud.
...
...