Vi havde besøg af Frelsens Hærs Kvindekor fra Bern for halvanden uge siden. De kom for at hjælpe os med indsamlingen af penge til jordskælvsofrene på Haiti.
Men først en anden del af menneskets evindelige jagt på "en mening"...
I dag fejrer katolikkerne Kristi Legemsfest. Det kan virke forvirrende, at man ærer noget, et legeme, som normalt anses for at være den kristne tro uvedkommende, men historien omkring denne fest er også betydeligt mere spidsfindig, end man umiddelbart forestiller sig - og er samtidig et godt eksempel på, hvor voldsomt mennesket er parat til at anstrenge sig for at skabe mening i sin verden.
Sammenkomster til ære for den afdøde sker for ganske almindelige mennesker et stykke tid efter begravelsen, så "Legemsfesten" for Jesus skulle egentligt have været afholdt kort tid efter Langfredag, men da man måtte erkende, at han, i modsætning til almindelige mennesker, bliver mindet med en årlig højtid i forbindelse med sin død og genopstandelse, stod man med et problem: hvor skulle man lægge festen for hans afsjælede legeme i forhold til dødstidspunktet (såre normalt) og genopstandelsen (såvidt vides enestående)?
Det næste problem var, at "Legemsfesten" er beregnet til brug for den afdødes jordiske rester, så hvad gør man, hvis de ikke findes - rent principielt aldrig har været til rådighed, fordi Jesu krop fløj til Himmels som Kristus?
Det løste man ved at holde festen til ære, ikke for "Jesu" legeme men for "Kristi" Legeme, hvilket burde være komplet ligegyldigt, fordi samme Kristus nu formodes at være hos sin Far, Gud, og derfor ikke har kroppen med på den måde.
Men man fandt igen en løsning: Jesus sagde selv, at brødet ved den sidste nadver var "hans legeme" - så derfor holder man i dag en fest til ære for den oblat, man spiser i forbindelse med altergangen.
Der har tidligere været helt groteske diskussioner i forbindelse med Jesu jordiske rester. Ikke den med, at han ligger begravet i Nordindien, men mere interessant: Hvad skete der med den forhud, Jesus fik fjernet ved sin omskæring?
Han var jo født som god jøde.
Tog han sin forhud i hånden, da han for til Himmels, sådan som nogle hævder?
Og hvis han tog den med, hvordan kunne den så findes i utallige udgaver som relikvier i forskellige, store, vigtige, katolske kirker?
Eller fløj den måske helt selv?
I dag forsøger man slet ikke at svare på det spørgsmål, men nøjes med at fejre det hellige brød - og i videre forstand det brød, vi spiser til hverdag, og som er livsnødvendigt for os.
Så tilbage til kvindekoret fra Bern, som selv havde betalt såvel rejse som hotelophold, dels for at kunne hjælpe os med at hjælpe haitianerne, dels for at opleve Wien.
Eftersom Frelsens Hær i Wien ved generalmobilisering består af fem medlemmer, var Marianne og jeg med hele dagen igennem til korets forskellige arragementer.
Marianne havde klaret at skaffe fire ægte operasangere fra Volksoper, som en af vores venner, tenoren Frederick Green, havde overtalt til at synge sammen med det gæstende kor - og som vi så også skulle holde styr på. De kender heller ikke Wien, eftersom de to kommer fra Rusland, en fra Kroatien og en fra USA, og det endda for ganske nyligt.
Det gik meget godt, det første sted ude i kanten af byen, der hvor Frelsens Hærs nye hjem for husvilde, havarerede ældre er under bygning.
Det gav god mening.
Værre blev det, da vi skulle finde frem til koret før dets optræden i Wiens Museumskvarter - "MQ" mellem indviede.
Marianne og jeg var sidste gang i MQ i forbindelse med vores optræden på Rathausplatz i julen 2001.
Dengang var de sammenbyggede museer absolut overskuelige og nemme at finde rundt imellem, men, som vi kom nærmere, begyndte vi at få en grusom mistanke om, at det hele var vokset gevaldigt lige siden - sådan i takt med den større internationale berømmelse, "MQ" har sikret sig i de senere år.
Vi endte foran hovedindgangen, mens koret og operasangerne vistnok befandt sig et eller andet sted mellem Leopoldstadt, hvor deres hotel lå, og Wiens centrum, hvor vi stod (næsten).
Deres mobiltelefoner var slået fra, fordi de ikke havde tænkt på at få et "roaming-abonnement" for Østrig og derfor ville forsikre sig mod opkald, der jo også kunne komme dem, som modtagere, dyrt at stå.
Jeg skulle i hvert fald, fandt jeg pludseligt ud af, ind til Museumskvarterets hovedindgang, for jeg skulle finde et toilet.
Og der fik jeg godtnok mit livs overraskelse, da jeg blev gelejdet hen til et pissoir med et skråspejl kippet ud imod den trængende, anbragt lige over renden, så man i detaljer kunne iagttage sig selv - og alle andre i rækken.
Der må jo være en mening, tænkte jeg, måske er det bare en smart måde at få mændene til at gå nærmere til renden, så de ikke bare sviner ud over det hele?
At det pinlige spejlbillede måske forsvinder, når man komme rigtigt tæt på?
Men uanset hvor tæt jeg gik, slap jeg ikke for synet, lige som de damer, der stod skråt bagved og vaskede hænder, må have følt sig generet af denne vel fem meter lange række af mænd, med hele udstyret spejlvendt for deres blikke.
Der var ingen oplagt mening i det spejl - bortset fra, at det hele bliver bestyret af et serbisk ægtepar - og de kan i forvejen ikke blive mere upopulære her i Østrig.
Måske har de bare misbrugt deres fordele - sådan er de jo! Ved vi allesammen godt!
Da jeg havde betalt mine 50 devaluerede Eurocent og kom ud, var min kone blevet væk, og jeg kunne så småt mærke fortvivlelsen brede sig i mig. Næsten der hvor den fyldte blære tidligere havde taget al min opmærksomhed.
Så jeg gik over til Informationen, hvor en venlig ung dame kiggede spørgende op på mig.
"Undskyld, men har De set en dame gå forbi? Hun havde sådan en pæn, mørkeblå uniform på?"
Informationsdamen kiggede op på mig, derefter ud på gangstien foran hendes vindue, og så hen på sine kolleger.
Hun råbte et eller andet, hvorefter samtlige tilstedeværende i Informationen rystede på hovedet. Tøvende og en ad gangen.
Jeg tænkte så, at det nok var registreret hos dem, at Kvindekoret fra Bern skulle give koncert et eller andet sted i Museumskvarteret og spurgte så:
"Kunne De måske fortælle mig, hvor Frelsens Hærs Kvindekor fra Bern giver koncert i dag?"
Hun kiggede vantro på mig og gentog forvirret: "Heilsarmee Bern?"
Nu behøvede hun ikke råbe til de andre, de var allerede blevet helt stille ved hendes udbrud om denne "Heilsarmee" - så dennegang rystede de så kraftigt og taktfast på deres hoveder, at de næsten ikke kunne holde op igen.
"Fandens osse", udbrød jeg, "så har jeg på mindre end en time mistet såvel min kone som et helt detachement af første klasse fra Armeen i Schweiz. Det tilgiver Hovedkvareteret mig aldrig!"
Jeg kiggede længe på informationsmedarbejderne, inden jeg tungt trådte et skridt tilbage - bare for bedre at kunne nyde den totale forvirring, der bredte sig.
Mit sidste udbrud gav ingen mening for dem, lige meget hvor længe de prøvede - og jeg kunne konstatere, at jeg til min tilfredshed havde fået lov til at opleve, at en "kunde" i Wien kan opføre sig mindst lige så forvirrende og meningsløst, som alle de offentligt ansatte mennesker i byen, der angiveligt skal hjælpe og vejlede.
Som de i hvert fald kan blive det, når man irriterer dem, og de pludseligt bestemmer sig for at stille sig på tværs med et ordentligt pulver "wienerisch".
Det var fedt.
Jeg fandt dem alle - eller rettere fandt Marianne dem, og derefter fandt de i fællesskab mig.
Jeg var slet ikke klar over, at det i virkeligheden havde udviklet sig sådan, at det var mig, der var blevet væk, men sådan fungerer demokratiet jo nu engang.
Det endte som en god dag med en masse mening, da vi gjorde støttebeløbet til Haiti op, men lige siden har det irriteret mig mere end ellers, at vi mennesker, jeg selv inklusive, altid skal finde "mening" og betydning" i alt, hvad der sker.
Jeg er sikker på, at virkeligheden har det bedre, når man opfatter den som i sin tid den sovjetiske systemkritiker Alexander Sinowiev, da han boede i Østrig i en længere periode.
Der oplevede han på TV, hvordan en sag med en bjergbonde, der pludseligt havde hugget hele sin famlie på fem personer ned, blev endevendt af alle mulige psykologer, psykiatere og samfundseksperter.
Alexander Sinowiev konstaterede på egne vegne, at der måske slet ikke var en mening med mordene, at bonden måske bare havde kedet sig.
Lige som i sin tid, i 1998, socialforvaltningen i Høje Tåstrup Kommune åbenbart savnede spænding i tilværelsen, ville jeg tilføje for egen regning, og derfor sendte hele vores familie på en årelang oplevelsestur i Europa.
I hvert fald helt uden fornuftig grund - eller rettere: "Skulle det være en forhud mere?"
ps.
Og så er det jo Grundlovsdag i overmorgen, hvor vi blandt andet fejrer vores garanterede ytringsfrihed.
Måske er det med almindelig menneskers lovsikrede rettigheder i langt højere grad sådan, som en eller anden, der brugte navnet på et menneske, jeg for mange år siden var ven med, og som har arbejdet hele sit liv indenfor pædagogikken, skrev i en mail til mig:
-"...der er jo nok ingen tvivl om, at man risikerer lidt af hvert, hvis man tiltrækker sig for meget opmærksomhed!..."
Jeg tror ikke på, det blev skrevet af den, hvis navn blev brugt, men udtalelsen afspejler uden tvivl de lokale, taastrupske myndigheders holdning til mennesker, der vover at bede dem om at holde op med at lyve - og det endda offentligt. Også når det sker for at beskytte to "af disse samfundets de allersvageste" mod et par usandsynligt korrupte socialrådgivere.
Se evt. dette link: http://quousque-tandem.blogspot.com/2009/03/dansk-biedermeierhygge-eller-gte.html
...
