.
Der foregår hele tiden i hele verden gode, spændende ting, som man burde ofre mere opmærksomhed.
Hvis man, som det tit sker for mig, alene synker ned i de officielle "nyhedbulletiner", som konstant ruller over medieskærmene i fjernsyn og internet, ender man nemt som misantrop og sortseer.
De økonomiske kriser fra de senere år er da nok til at udslette alle håb og stemple ethvert lyssyn som lalleglade fantasi.
Torsdag aften har jeg gjort det til vane at gå en tur i biografen med vennerne. Det er vidunderligt at blive underholdt og samtidig befinde sig et sted, hvor intet kan forstyrre en. Mobiltelefoner er jo for eksempel forbudt under forestillingerne.
Sidste torsdag var anderledes, fordi man havde overtalt mig til at gå til ferniseringen på en kunstudstilling i bydelen Ottakring.
"Ottakring!" - som man altid siger her i byen:
-Hvem fanden tager til Ottakring! Og, for den sags skyld: Hvem pokker bor i Ottakring!
Jeg har aldrig brudt mig om den holdning - selv om jeg må indrømme, at området er mere end almindeligt kedsommeligt.
At komme til en del af byen, hvor det lokale ældrecenter er indrettet i den tidligere, kooperative ligkistefabrik - og stadigvæk hedder "Ligkistefabrikken".
Indrømmet - den ide overgik mine vildeste fantasier.
På den anden side har Wiens overborgmester, Michael Häupl, altid haft sin lejlighed derude.
Som god socialdemokrat.
Det viste sig med det samme, at den af mine venner, som havde arrangeret vores udflugt, havde taget fejl af dagene, så vi godt nok landede i et kunstgalleri, men til en rundbordskonference på engelsk mellem fire amerikanere og det ivrige, lokale publikum på skønsmæssigt 5 personer.
Vi var således, blev det hurtigt klart, ialt 3 personer blandt publikum, som rent faktisk kunne bruge det sprog, der var blevet valgt til denne aften
Det viste sig senere, at den ene engelskkyndige fra publikum, lige som de tre af de fire hovedpersoner, også var amerikansk universitetsprofessor, men havde arbejdet med at optage en videodokumentation af begivenheden og derfor bare havde styrtet rundt som det levendegjorte billede af den type rig amerikanerdame, den danske modeskaber Erik Mortensen i den grad hadede:
-med kæmpestore, forlorne tænder og kunstneriske, skrigfavede, flagrende gevandter, uden facon og anbragt helt uden smag.
Men uden mulighed for anonymitet.
Hvis jeg havde haft mulighed for at kigge på denne forsamling udefra, var jeg helt sikkert ikke gået ind, men lige pludseligt, ud af ingenting, dukkede galleriets indgangsdør op - så jeg fulgte troligt i hælene på ham, der havde arrageret denne udflugt for os.
Den talende, da vi kom ind, var en ældre bønnestage med latinamerikansk udseende, der blandt andet fortalte om sin fortid som værtshusejer i Wien. Et sted, hun havde kvittet forlængst, fordi hun måtte erkende, at "wienerne aldrig for alvor åbnede for deres inderste tanker og følelser".
Det var godt nok noget af en spand at få serveret fra en udlænding. Men det blev værre, for hun begynte at docere om den falske holdning, der havde bredt sig især i de vestlige lande, hvor man forsøgte at bekæmpe fordommene mod udlændinge ved at skrive alenlange lister om, hvilke "symptomer" fremmedhadet gav - og gøre symptomerne strafbare.
I stedet burde man "dekonstruere" såvel sine egne, som de fremmedes holdninger; opløse dem i de enkeltkomponenter i alle mennesker, som giver sig udslag i de symptomer, de enkelthandlinger, man hævder at ville bekæmpe.
Denne "dekonstruktion" undgår vi helst, fordi der, i forløbet, i os selv vil vise sig holdninger og ideer, som vi ikke vil være ved.
At vi egentlig allesammen, indfødte såvel som tilvandrede, vil finde indtil flere barnlige og ubegavede træk i vores holdninger.
Den næste taler i rækken var en standard, hårdtpumpet, cirka tredive år gammel blondine med blå øjne, en kavalergang helt ned til navlen - samt en ansættelse som forskningsprofessor ved University of Columbia, en anseelig doktortitel og en midlertidig stilling som ekstern professor i Innsbruck.
(samme baggrund som den førnævnte taler - bønnestagen)
Den grundforskning, hun var i gang med, skulle kortlægge, hvorfor almindelige mennesker faktisk altid sætter "tryghed" lig med "voldelig overlegenhed".
Denne holdning er angiveligt meget ny i verden, og afspejler sig blandt andet i oprettelsen af de mange private vagtkorps, samt i forsvarspolitikernes gentagne retorik om, at deres respektive lande "altid vil kunne imødegå truslerne udefra".
I Østrig fremhæver man tit, at vores Leopardkampvogne er fremragende offensive våben, samt at vores Ulan-panser er fremragende beskyttelses- og defensive våben.
Det virker mere end sært, at vi skal føle os roligere af den grund - al den stund Østrig slet ikke har EU-ydergrænser mod resten af verden.
Hun kaldte ovenstående holdning "beroligelsesfetischisme", fordi den slags taler var helt uden betydning som andet end en sutteklud til befolkningen, der på denne måde - og det var sandt nok - sov roligere i deres egne senge, i deres egne lejligheder.
Selv om den form for indtrængen, de egentlig frygtede, var den, som en tyv kunne finde på at foretage gennem deres egen hoveddør - der jo ikke for alvor lader sig forsvare med hverken Ulan- eller Leopardpanser.
På venstre side af den oprindeligt talende "bønnestage" sad den ultimativt "bløde" mand. Man kunne ikke engang fange hans blik gennem de kraftige langsynsbriller, og da jeg senere talte med ham, opfyldte han enhver fordom, man kunne have overfor "verdensfjerne" filosoffer.
Og det var præcis det, han var, men ikke desto mindre havde han indladt sig på denne "Verdenskaravane", fordi han ønskede at bruge sine penge på en "sikrere verden", som han udtrykte det.
Jeg var desværre kommet for sent til hans indlæg, men han skænkede mig uden videre sin egen trykte udgave, og ønskede mig om mine ledsagere held og lykke med vores projekter for fred og retfærdighed.
Jeg var virkelig meget rørt, og læste netop i den skænkede trykudgave, at hele dette store arrangement foregår i samarbejde mellem kunstnere og videnskabsmænd fra især USA - samt at alle deltagere selv betaler deres udgifter og tilsikrer at eventuelle salg af kunstværker med mere alene kommer de lokale velgørende organisationer til gode.
Den sidste, som skulle give et oplæg til diskussion, var selv kunstner. En bønnestage som den første - men en særdeles elegant udgave af slagsen.
Hun havde været med til, sammen med lokale kunstnere fra Ottakring, at udvikle det koncept, som dækkede aktionen "Shelter".
Det gik i al sin enkelthed ud på, at der var en væg med fotos fra forskellige "bo-miljøer", hvorfra man kunne udvælge sin favorit.
Købet blev finansieret (næsten som i virkeligheden) med lån fra "Ir-realkredit", og man fik, efter underskrivelsen af en kontrakt, udleveret en nøgle fra en vægophængning.
En nøgle som engang havde kunnet åbne det hjem, en eller anden nu hjemløs havde haft, før han landede på gaden og blev samlet op ef en eller anden velgørende organisation, som så havde fået overladt nøglen til brug for denne specielle udstilling.
Det nøglebrædt var rystende.
Men ellers opsummeret ganske kort:
-en aften med anskuelsesundervisning i egne fordomme og med mulighed for et mere fredsommeligt syn på på både sin egen og andres rolle under Globaliseringen.
...
Og, tilføjet helt for egen regning:
-hvad hjælper det at erklære, at "ideologier er noget bras", samtidig med at verdens politikere fortsat - i god socialistånd - mener, at "folket skal opdrages og belæres til at skabe en bedre og mere rummelig verden".
En verden der så bare bygger på en enkelt grundfordom: de "bedrevidendes" brutalitet over for de, angiveligt, "almindeligtvidende"; magthavernes olympiske foragt for de mennesker, der har valgt dem.
Jeg siger bare velbekomme!
Et interessant link om langtidsvirkningerne af de kommunale falsknerier: http://quousque-tandem.blogspot.com/2007/08/dette-er-et-dansk-pas-udstedt-den-26.html
...
Foto fra Statens Voksenpædagogiske Forsøgscentrals reviderede udkast til Lærerhåndbog i "anvendt adfærdsregulering":
...
...
