Nedenstående undersøgelse af Christina blev ved anden lejlighed, i referat, flyttet til "maj måned", af hensyn til "troværdigheden" af de falske tilflytningsdata i Sags- og advisregisteret:
Blev iøvrigt indgivet til "forvaltningen" ved tre lejligheder: den 20. august 1998 af skolepsykologen selv. Da det af det fremsendte materiale fremgik, at "forvaltningen" ikke havde modtaget den i første forsøg, igen af skolepsykologen selv den 25. august 1998, samt i kopi af mig den 26. august 1998 til Margit Næsby personligt - og lige lidt hjalp det.
Gad vide, hvornår den hyppigt anførte "skrivende stund" egentlig var placeret af socialrådgiver Aase Metzsch?
Man havde "glemt" at fortælle Helenas klasselærer i Veksø, til hvilken skole hun var flyttet, og man havde "desværre bortkommet" min orientering til hende. Man fandt først ud af, at hun gik i skole i Tåstrup, da nedenstående udtalelse blev rekvireret den 24. august 1998. Denne kom dog heller ikke, selv om den blev faxet i kopi samme dag, man skrev den i Veksø, "forvaltningen" i hænde "i skrivende stund":
Så sent som frem til slutningen af april 1998 insisterede skoletandplejen i Stenløse Kommune på, at mine døtre skulle møde til tandeftersyn på Lærkeskolen i kommunen. For "det er lige meget hvor forældrene bor, så længe børnene går i skole i Veksø!"
Dengang kunne jeg jo umuligt vide, når nu selv Stenløse Kommunes tandpleje kontaktede os på vores folkeregisteradresse i Høje Tåstrup, at vi fortsat var registreret som "ikke reelt bosiddende i Høje Tåstrup" og derfor skulle blive ved med at henvende os til vores gamle kommune - også selv om Helena gik i skole (og til tandeftersyn) i Høje Tåstrup...
ps.
jeg skal lige henlede opmærksomheden på, at Helenas lidt "fattige" udseende var en konsekvens af den afpresning, Stenløse Kommunes skattevæsen udsatte os for. Hver måned startede vi, på grund af opskruede betalingskrav og gigantiske restancegebyrer, med at skulle låne 500,-kr. Hvad vi kunne finde ud over dette, blev så brugt på kost, tøj og andre fornødenheder. Slutteligt pressede kommunen os ud i en ubegrundet tvangsauktion pr. 24. februar 1998, som medførte vores flytning til Høje Tåstrup Kommune pr. den 20. februar 1998.
Vi fik selv lov til at betale det hele, inclusive flytning, indskud på lejlighed med mere, og hvis man dengang havde oplyst os om, at man ville sende socialforvaltningen efter vores børn, var vi helt sikkert flyttet til en anden by. Både Marianne og jeg valgte Høje Tåstrup, dels ud fra en tillid til de årelange proklamationer fra det daværende bystyre om, at det "skulle være en god kommune for børn", dels ud fra vores ønske om at give begge vores en tid med ro, tryghed og stabilitet i tilværelsen.
De muligheder havde vi tilbud om fra en anden kommune, men dels skulle Marianne så skifte job, dels tog vi, som så mange andre før os, grundigt fejl af Høje Tåstrups tilsyneladende smilende og professionelle forvaltningsstil. Det var en kulsort, selvretfærdig Middelalder, der mødte os under de hellige hvælvinger på adressen Bygaden 2 i Tåstrup, og, som det viste sig senere, havde man allerede i februar 1998 lagt grunden under den falske socialsag fra august samme år, der tvang os til at bringe børnene i sikkerhed i udlandet.
For, selv om det ikke kan ske: vores børn blev mishandlet, såvel fysisk som psykisk, under hele forløbet - fra det øjeblik de blev hentet af Margit Næsby og Aase Metzsch og frem til kommunens nederlag i Det sociale Nævn godt en måned senere.
Sådan apropos den kritik, der hagler ned over den katolske kirke for lukkethed og forsøg på at kvæle alle påstande om misligheder. I den henseende slår de danske socialforvaltninger selv den mest fossile, forløjede og magtsyge prælat med flere længder.
...
