Det har altid undret mig, at kulturer, der kommer i vanskeligheder, først af alt vender sig mod sine børn.Forældrene med skrappe karriereforventninger; myndighederne med skærpede adfærdskrav til børnene.
Officielt mener forældrene altid, at næste generation skal have det bedre; officielt mener myndighederne altid, at børnene skal blive bedre borgere i det fremtidssamfund, hvor de opstiller reglerne.
For det meste helt uden for demokratisk kontrol, fordi adfærdsregulerende myndigheder altid kalder tingene noget andet, end det de er.
Lige fra antikkens Karthago til nutidens Hovedstadsområde.
Jeg fandt følgende korte afsnit i Fay Weldons bog "En djævlekvindes erindringer":
(Hvis teksten afviger fra en eventuelt eksisterende, dansk oversættelse, skal jeg med det samme beklage, men jeg har været henvist til at oversætte fra den tyske udgave "Memoiren eines Teufelweibes" - Goldmann, München 2006, side 240-241.)
...Claire og hendes søster Sandra var, som børn af jødiske familier, vokset op i Londons Eastend. Da krigen brød ud, blev de evakueret over hals og hoved, så deres mødre, der som sædvanligt kom for at hente dem, stod foran en skolebygning, der var tom, og hvor alt var aflåst.
Pedellen ville ikke rigtigt ud med noget, for "man kunne jo risikere, at Hitler fik det at vide", og til trods for at forældrene henvendte sig på det lokale rådhus - nærmest stormede det - fik de heller ikke der noget at vide om børnenes skæbne.
Nogle iblandt dem tillod sig at mene, at det ikke havde noget med skrækken for den tyske invasion at gøre, men at børnene nok snarere skulle være med i et samfundseksperiment:
-hvis man nu hentede dem ud af Londons slum, skilte dem fra deres forældre og integrerede dem i det naturnære, engelske liv på landet, ville de værdifulde sider af landbefolkningens sunde fornuft og alle dens dyder langsomt men sikkert smitte af på børnene.
På samme måde som hvis man i dag fandt på at bortføre børnene fra et eller andet socialt boligbyggeri og sende dem ud til bønderne i Cumbria for at sikre, at de alle med tiden blev gode fårehyrder....
Dengang, i 1940, virkede det ikke, for selv om forældrene ikke kunne få deres børns adresser, kunne børnene stort set selv finde ud af at ringe hjem - eller, som flere af dem gjorde, simpelt hen spadsere de få hundrede kilometer tilbage til den Londonslum, man havde "reddet" dem fra.
Dette sære forsøg på samfundsforbedring endte egentlig kun med katastrofer for de børn, der var så velopdragne, at de ikke kunne eller ville stikke af fra deres "plejebønder".
Som tiden gik - især efterkrigstiden - hobede historier om slavelignende udnyttelse og livegenskab med prygl, underernæring og misbrug, lus og sygdom sig op - altsammen med baggrund i de gode og dydige bønders lager af dydige og sunde svinestreger.
....
Som man i dag fra samfundsopdragerne side, ved anbringelse udenfor hjemmet, vil sikre, at børnene bliver gode naturfreaks, strikkende damer og øldrikkende fodboldfans.
Og på samme måde som dagens danske socialforvaltninger sikrer sig horder af små, anprisende, taknemmelige øjentjenere - samt fast arbejde mange år ud i fremtiden, fordi ingen jo vil nægte at betale selv kæmpestore skatter til "disse samfundets de allersvageste"
Man tror virkelig, kan jeg sige af egen erfaring, at det system, vi har i Danmark, er godt nok - indtil man oplever det indefra.
Jeg er ret sikker på, at de dominerende, danske eksperter har ladet sig inspirere af samme, syge tankegang som de londonske myndigheder i sin tid - dengang der var krig i hele verden.
...
